Vi skal bringe en stor tak til Tore Teglbjærg fra Vejle Stadsarkiv, som har været så venlig at hjælpe os med informationer og uddrag fra sin egen artikel om fangsten.
En mandag formiddag i juli 1910 låste Matilde de Maree døren til sin lille købmandsbutik i Skibet lidt uden for Vejle. Hun skulle ud på sin sædvanlige spadseretur, der blandt andet førte hende over broen ved Vejle å. Undervejs passerede hun Skibet Station, hvor hun hilste på stationsforstanderinden, Jørgine Bruhn, der netop havde givet afgangssignal til persontoget mod Vejle.
Matilde fortsatte ud til åen, og gik op på den gamle træbro, hvor hun et øjeblik stod og kiggede ned i vandet. Hun spekulerede på at vende om og gå hjem, da hendes blik pludselig fangede noget. Fra det sidste sving, ca. 200 meter før træbroen, kom noget stort svømmende direkte imod hende. Det ukendte efterlod en bred kølvandstribe, og satte åen i så meget oprør, at bølgerne skvulpede op på bredderne. I det øjeblik gespenstet passerede broen, skreg Matilde og styrtede bevidstløs om.
Heldigvis havde stationsforstanderinden hørt skriget, og kom Matilde til undsætning. Da hun nåede broen var åen stadig i oprør, men gespenstet var væk. Matilde lå og våndede sig, hun var faldet så uheldigt, at det ene ben dinglede ud over broens kant. Hun blev hjulpet op og hen til Skibet station.
Her fortalte Matilde chokeret om sin oplevelse. Hun var sikker i sin sag. Hun havde set Midgårdsormen svømme forbi.
Stationsforstanderinden vidste ikke helt hvad hun skulle tro, men så ingen grund til at betvivle Mathildes historie – og hun havde jo selv set den oprørte å – så hun ringede op til Haraldskær Gods, som ejede den del af åen, hvor Mathilde havde set uhyret. Det var selveste godsejeren, Hjalmar de Bang, der tog telefonen, og han var temmelig skeptisk over for historien om et uhyre i Vejle å.
Ikke desto mindre fik han efterfølgende fat på sin søn, godsforvalteren Oluf de Bang, som straks tog sin riffel på nakken, og gik ned til åen.
Jagten sætter ind
Her mødte han Laurits Lauritsen – den fiskende møller fra Kvak Mølle, der som en anden sørøverkaptajn havde en tam krage, som kom flyvende og satte sig på hans skulder, hver gang han gik ned for at fiske.
Oluf de Bang fortalte Laurits Lauritsen om, hvordan det var blevet anmeldt, at en Midgårdsorms-lignende genstand forlængst havde passeret Skibet. Efter alt at dømme måtte den ligeledes have passeret stedet, hvor Laurits stod, men han havde intet usædvanligt set, og havde heller ikke megen tiltro til den historie, som godsforvalteren kom med.
Lidt nysgerrig må Laurits dog have været for han indvilgede i at hjælpe til med at undersøge åen ned mod Haraldskærs gamle hovedbygning. De to mænd passerede landevejen, og lige ved ét af åens store sving, lige uden hovedbygningen, hvor nogle mindre træer spejlede sig i åen, så de den.
Det lignede næsten en træstamme, der havde sat sig fast i åbrinken, og godsforvalteren gned øjnene. Han besluttede sig for at prøve skyde på dyret – tre gange skød han uden, at den rørte på sig. Da han skød på den for fjerde gang bevægede den sig pludseligt, halen blev sat i sving med en sådan kraft, at det sprøjtede op på de to mænd, der stod ved bredden. Den satte i bevægelse op ad åen, så hurtigt at det var umuligt for de to mænd at følge med, og de kunne blot se til, at dyret hurtigt passerede under landevejsbroen, hvorefter den forsvandt ud af syne.
Måske det var i ren trods – måske af såret stolthed over, at hans skud ikke var dræbende, at Oluf de Bang nu besluttede sig for, at Monsteret fra Vejle å skulle fanges koste hvad det ville.
Klapjagt!
Oluf de Bang fik indkaldt et par tjenestekarle, som han gav ordrer til at fælde nogle grantræer, der kunne sættes som spærring i åen. Dernæst fik han fat på sine to kammerater Harald og Emil Hess (sønner af kakkelovnsfabrikanten C. M. Hess), som meldte tilbage, at de var klar til jagt allerede fra solopgang.
Den dag, hvor den store jagt på ‘monstret’ skulle begynde var en flot, skyfri da. Oluf de Bang og de to Hess-brødre gik langs med åen, de var bevæbnede – selvom man kan spørge sig selv om, hvornår man nogensinde har fanget en fisk ved at skyde på den. De tre mænd havde lige passeret det første sving, da en stor bølge rejste sig – det var DEN – og de begyndte at skyde, dog uden, at dette tilsyneladende rørte dyret. Man prøvede at skyde fra en anden vinkel, men det eneste, der skete var, at ‘monstret’ satte gang i halen, flygtede og forsvandt. Man så ikke mere til det den dag.
Dag 4. Klokken 10. Oluf de Bang fik fire karle fra Haraldskær Gods til at springe i åen ved den ene å-spærring (ved Skibet), de havde lavet et par dage tidligere. Planen var, at de skulle vandre mod strømmen og drive fisken frem mod den anden å-spærring tre kilometer længere henne. Den otte-årige hyrdedreng, Peter, fulgte med fra bredden. Han skulle egentlig have været i skole, men det var – trods alt – mere spændende med en monster-jagt, og skulle han få en bøde for forsømmelse skulle godsejeren nok betale – som han plejede at gøre.
Omkring middagstid havde Peter været hjemme og spise frokost, og på sin vej tilbage til åen så han pludselig uhyret under åens bevoksning – det gav et plask med halen – og Peter løb så hurtigt han kunne hen til de andre for at fortælle dem, at han havde fundet dyret. Da de voksne mænd nåede hen til fundstedet var fisken der rigtignok endnu. De listede sig tæt ind på den, åbnede ild – men uden succes. Dyret svømmede væk, og igen forsvandt den.
Fangsten
Der gik nu nogle uger, hvor ingen så noget til det store uhyre. Men så en dag var mølleren fra Kvak Mølle, ham med den tamme krage, igen ude og fiske. Han havde netop fanget en fin havørred, da et stort gespenst pludselig kom blæsende op ad åen. Der, hvor mølleren stod, var vandstanden lav med små bakker af sandaflejringer, og et øjeblik efter lå det kæmpestore dyr og sprællede på en revle, mens den forgæves prøvede at komme tilbage i vandet.
Mølleren vidste med det samme, at dette måtte være monstret i Vejle å, og han indså hurtigt, at han ikke kunne flytte dyret alene. Ikke langt fra åen løb Vejle-Vandel-Grindsted jernbanen, og heldigvis kom en banemand netop kørende forbi på en skinnecykel. Mølleren fik ham anråbt, og han kom hurtigt til assistance. Ved fælles hjælp og med to lægter fra broens gelænder, fik de monstret i land. Den var blevet svag, og efter endnu en lille stunds sprælleri døde den.
Oluf de Bang havde tilfældigvis set, at noget var fat længere nede af åen, og til sin store overraskelse så han nu ‘monstret’ ligger der på åen. Mændene fik anskaffet en sluf – altså en slags slæde til at transportere døde dyr – og de fik slæbt dyret til Kvak Mølle Mejeri.
Hvad er dog det!??
Fangsten af Midgårdsormen fra Vejle å spredte sig som en løbeild på egnen, og folk strømmede til Kvak Mølle mejeri for at se dyret. Her var man i færd med at løfte den næsten 2 meter lange fisk op på mejeriets største vægt. Først blev 100 pund loddet sat på, det var ikke nok, så man tilføjede 50 pund loddet, det var stadig ikke helt nok, og først da man nåede op 160 pund – ca. en 60-70 kg – balancerede vægten.
Endnu var der dog ingen, der rigtig vidste hvad det var man havde fanget. Ingen i Skibet havde set noget lignende, og man forsøgte at forhøre sig hos de lærde folk i Vejle. Heller ikke her kunne man tilsyneladende hjælpe, og man endte med at sende bud til København, hvorfra en ekspert ankom otte dage senere.
Han kunne med det samme konstatere, at der var tale om en russisk stør. Den unavngivne københavnske ekspert fik udleveret størens hoved, og dette bragte han med tilbage til København.
Tilsyneladende var ingen af de mange kugler, som var blevet affyret mod støren trængt igennem dens tætte panser, der bestod af 1180 meget kraftige skæl. Disse skæl skulle eftersigende være blevet brugt som askebægre på nogle af Vejles restauranter helt op til midten af 1920’erne.
Selvom det er den nok mest berømte størfangst på Vejle-egnen, så fik den ikke megen omtale i datiden. Vejle-aviserne tildelte den spalteplads sammen med andre historier om en sælhund i Himmelbjergsøerne, en skildpaddefangst i Seest, en hummerfangst med de bare næver ved Lillebælt og fangsten af en 16 cm. lang ti-armet blæksprutte samme sted.
Stør-fangster i Vejle å
Det var faktisk slet ikke første gang, at der var fanget stør i Vejle å. Den første beretning stammer fra 1767, hvor præsten og forfatteren Jacob Nielsen Wilse beskriver en fangst, der fylder et helt vognlæs. I 1769 beskrives det i Den Danske Atlas, at støren undertiden forekommer i Vejle fjord, og at den derfra indimellem forvildede sig ind i åen.
I begyndelsen af 1900-tallet blev der fanget stører i Vejle fjord og Vejle å et par gange. Avisen ‘Vejle Social Demokrat’ skrev den 18. juli 1903 var blevet fanget ni såkaldte ‘makrelstør’ – arten er aldrig blevet verificeret, og senere man dog også, at der muligvis var tale om tunfisk. Otte af fiskene var blevet bragt til Tyskland, hvor de var blevet solgt meget billigt, fordi tyskerne heller ikke kunne genkende arten, og den niende havde fiskerne selv spist.
Halvanden måned senere var der dog ingen tvivl, da en fisker fangede en godt 2,2 meter lang og 100 kg. tung stør i et bundgarn. Fisken blev transporteret til Tyskland, hvor den blev solgt for 18.000 pfennig, hvilket var en temmelig stor sum.
I 1907 blev der igen fanget en 2,5 meter lang og næsten 100 kg. tung stør i Vejle å. Fisken var helt proppet med den kostbare rogn, og blev solgt til en lokal fiskehandler for 50 kr. hvilket var omkring 500 gange så meget, som en makrel kostede. Fiskehandleren indrykkede derefter en meddelelse i Vejle Amts Avis om, at fisken ville blive udskåret og solgt på torvet 1. maj.
I den forbindelse sikrede en lokal købmand sig kraniet, og han skænkede det til latinskolen, som kontaktede Zoologisk Museum i København. Museet konstaterede, at det var den største stør nogensinde fanget ved en dansk kyst, og derfor ville man gerne sikre kraniet for videnskaben.
Kilder:
Christensen, Egon Klærke. 1982. Den Russiske Stør. Beretningen om den spændende fangst af den russiske stør.
Teglbjærg, Tore. 2016. Fiskeriets Historie i Vejle Fjord og de tilløbende vande. Byhistorisk Forlag. Vejle.
Historiepodcasten 